En stemme på det mindst korrupte parti

”Selvom jeg støtter Det Antikorrupte Parti, er det sandsynligvis stadig korrupt. Jeg håber bare, det er mindre korrupt end de andre”.

Sådan sagde en pige til mig på et børnehjem i Honduras, hvor vi begge boede i efteråret 2013. Hun var en 18-årig ung kvinde, der lagde mange frivillige kræfter i partiarbejdet for Det Antikorrupte Parti, PAC, forud for en historisk valgkamp. Målet var at modarbejde korruption i landet. Midlet var at arbejde for et korrupt parti. 

Pigens situation lærte mig, at de væsentlige historier gemmer sig bag den store historie. Der, hvor det ikke længere handler om et land plaget af korruption, men om de mennesker, der skal navigere i den virkelighed. Men min tid i Honduras lærte mig også, at verden er kompleks. Som medier gør vi vores bedste for at give folk et indblik i den verden, vi lever i. Alligevel er det næsten overset i de danske medier, at Honduras ikke blot er et land med verdens højeste mordrate og store korruptionsskandaler. Det er også er et land i fremgang. Siden maj har mere end 20.000 mennesker hver fredag gået fredelige demonstrationer i hovedstaden mod korruption. Og de gør det endnu. Nogen har dristet sig til at kalde det et mellemamerikansk forår.

Som medier har vi pligt til igen og igen at udfordre os selv og have øje for alle sider af historien. Både når det handler om korruption i fjerne lande, men også når det handler om nye vinkler på kendte historier herhjemme i Danmark. For det er dér, vi kan noget med journalistikken. Vi kan bidrage med nye perspektiver og vende ting på hovedet. Vi kan rykke noget i vores læsere-lyttere-seere.  

Det vil jeg gerne lære. At udfordre vores stereotyper og bidrage med nye perspektiver. For journalistikken batter, når mennesker møder mennesker på en ny måde.